Individuelle samtaler
Den gode samtale
De gode, fortrolige og nærende samtaler imellem mennesker er ofte en mangelvare i den hverdag mange af os lever i, trods dét at vi ofte savner dem. Ord er i sig selv forløsende og går vi rundt for længe med vores egne spekulationer og indprogrammerede overbevisninger om os selv, uden at blive mødt og hørt af andre, er der stor risiko for at tingene enten forstørrer sig eller fortsætter i den sædvanlige spiral.
Personlig udvikling gennem samtaleterapi handler i første omgang om at lade et andet menneske få adgang til vores inderste og mest fortrolig tanker og følelser – i en varm medmenneskelig og dog professionel kontakt, der bygger på hjertekraft og empati, fuld opmærksomhed, nærvær og aktiv lytning.
Ved at sætte ord på vores tanker og følelser vinder vi ny indsigt og bevidstgørelse om os selv, der kan afdække sammenhænge og mønstre, og lære os også at anerkende disse sider af os selv med mildhed, overbærenhed og egenomsorg.
Der er egentlig ingen grænser for hvilke emner der kan tages op, og der kan være tale om en engangskontakt eller et længerevarende forløb i personlig udvikling. Det handler i bund og grund om den rette kemi imellem os.
Du kan komme med et ønske om at få bestemte livstemaer belyst, eller du kan komme af ren og skær nysgerrighed efter at blive klogere på dig selv, dine tanker, følelser og handlemåder – lad os kalde det et livsbekræftende eftersyn i dit eget sind.
Uanset hvad du måtte komme med, vil du altid blive mødt i fuld accept og åbenhed, og vi vil sammen skabe det forløb, der passer til din situation og det menneske du er.