Drømmegruppe


”Drømme er kongevejen til det ubevidste” S. Freud


Har du lyst til at kende dig selv bedre gennem de informationer dine drømme hver nat sender dig på et ubevidst plan? Ved hjælp af ganske enkle teknikker kan du lære at huske dine drømme bedre og få en forståelsesramme for deres indhold og budskaber.


Drømme skal altid fortolkes subjektivt, da kun drømmeren selv sidder inde med sin egen personlige symbolforståelse. Gennem samtale om drømmenes symbolske handling kan du blive klogere på de livstemaer du står over for lige netop her og nu i dit liv gennem metoden fri association, hvor du fortæller frit fra leveren om de rester af indtryk fra drømmen som du husker den.


En drøm kan være subjektiv, hvor du drømmer om dine egne temaer, ofte i symbolform og gennem ubevidste projektioner (skygger), og den kan være objektiv hvor du drømmer om andre virkelighedsnære hændelser der også handler om andre end dig selv. På samme måde kan drømme være kompenserende dvs. udligne hændelser i det virkelige liv, som måske kræver en større bearbejdningsproces end hvad vi kan udrette på det bevidste plan. Et rigt drømmeliv kan også kompensere for et ”kedeligt” liv med for lidt stimulation og handling, så der tilføres liv gennem drømmene.


Derudover findes der arketypiske drømme med nogle universelle symboler der giver os adgang til en større åndelig dimension af livet.


I drømmegruppen vil vi arbejde med drømme på et teoretisk plan, så vi får en fælles begrebsramme, men først og fremmest på et personligt plan, hvor vi tager afsæt i gruppens egne drømme. Vi vil føre drømmedagbog over en længere periode og bruge hinanden til gensidig personlig sparring.


Min tilgang til drømmeforståelse er dels jungiansk og dels symbolorienteret.